Denne hjemmeside bruger alene cookies, der er nødvendige til at levere information og funktionalitet. Du kan læse mere om herom i vores persondatapolitik her.

personrichtext1360
PER BJØRN SCHMIDT HAMMERICH

PER BJØRN SCHMIDT HAMMERICH

Alder: 91
Født: 29-10-1924 i København
Død: 17-01-2016 i Bergen

Stilling: Disponent

Barnebarn af Pater og Mater og ældste medlem af den hurtigt voksende norske gren af familien.

Skolegang i København. I lære som maskinarbejder på Orlogsværftet men udlært på Vølunds Maskinfabrik. Som lærling gik han kun 18 år gammel ind i illegalt arbejde. Trådte ind i Holger Danske Gruppen i foråret 1944 og var fra oktober samme år gruppefører i 3. kompagnis afd. 58 (Holger Danske III), indtil han blev taget af tyskerne den 25. marts 1945, kun fire dage efter at hans far omkom under bombningen af Shellhuset. Sad i Vestre fængsel til befrielsen.

Bergen

Flyttede allerede i 1946 til morens fødeby, Bergen i Norge, og trådte ind i familie-firmaet P. H. T. Schmidt, en traditionel smedie og maskinfabrik, som udvikledes til lastvogns- og personbilsimport samt -forhandling, herunder af Saab. Blev disponent (direktør) men firmaet måtte lukke i 1980. Repræsenterede en årrække den danske karrosserivirksomhed Leyland DAB, Silkeborg, i Norge. Ivrig rally-entusiast, og i sin Saab deltog han i en årrække i adskillige norske og internationale rallies, herunder Monte Carlo Rallyet.

Udpræget naturmenenske og havde en lille hytte næsten uden bekvemmeligheder på øen Varaldsøy i Hardangerfjorden, hvor han kunne opholde sig i ugevis. Efter årtusindskiftet restaurerede han selv sit miniput-hus i bymidten på 60 m2 fra 1600-tallet, ofte omtalt i de lokale medier og senere søgt fredet.

Bestred gennem tiden  en række tillidshverv som bl. a. formand i Foreningen Norden, Bergen, førstesekretær i Lions Club, Bergen, formand i Bergen og Omegs Rideklub og var medlem af Special Forces Club i London.

Var passioneret knivmager og fremstillede i en årrække smukke jagtknive. Udstillede på danske og internationale messer. Æresmedlem i Bergen Knivmager Laug.

Besøgte i mange år Danmark hvert år i forbindelse med den årlige knivmesse samt 4. maj-højtideligheder og Holger Danske-træf. Sidstnævnte ofte med skyde-konkurrencer, som han gik højt op i. Samtidig benyttedes lejligheden til familiebesøg.

Var ophavsmand til vennen, designeren og heraldikeren Jens Quistgaards nyfortolkning af familiens slægtsvåben vist her, som han anvendte i en serie nye signetringe.

Far: Carl Hammerich, f. 25-04-1888, d. 21-03-1945
Mor: Borghild Hammerich, f. Schmidt, f. 02-03-1901, d. 08-09-1976
Gift: Jussy Hammerich, f. Bøgh Fasmer, f. 10-04-1936, æ.o.

Børn: 19-01-1963 Tine Charlotte Fasmer Hammerich, skolepsykolog, Bergen
25 -10-1964 Jens Petter Hammerich, kørelærer, Bergen
03 -01-1970 Tone Pernille Fasmer Hammerich, g. Berle, Nestun